KLUBAFTEN: Kamma Overgaard Hansen om 'De Unge Vilde' + fællesspisning
Sorø Kunstmuseum
Storgade 9, 4180 Sorø
Torsdag den 5. december inviterer vi alle museets klubmedlemmer til en gratis Klubaften med kunsthistoriker og ph.d. Kamma Overgaard Hansen, som vil holde et foredrag om 'De Unge Vilde.' Efter foredraget har du mulighed for at deltage i en fællesspisning, hvor menuen i anledning af højtiden består af en lækker jule-tapas. Arrangementet er eksklusivt for medlemmer af museets Kunstklub og Erhvervsklub. Det er gratis at deltage, men reservér gerne en gratis billet, så vi har en idé om, hvor mange der deltager. Maden skal forudbestilles på denne side.
Beskrivelse
Program:
Kl. 17-18: Foredrag v. Kamma Overgaard Hansen
Kl. 18.15: Fællesspisning med jule-tapas
Billetter:
Foredrag v. Kamma Overgaard Hansen: gratis
Jule-tapas med Hjemmelavet karrysild, rejesalat med citron, flæskesteg med rødkål og agurkesalat, to slags ost og risalamande med kirsebærsauce: 185 kr. (begrænset antal - forudbestilling kræves)
Om foredraget:
I anledning af museets udstilling med Inge Ellegaard skal vi se nærmere på det nybrud i dansk kunst, som Inge Ellegaard var en del af, nemlig De Unge Vilde. Fælles for De Unge Vilde var, at de brød igennem med stor kraft i starten af 1980’erne, og at de stod for en ny tilgang til det at skabe kunst – uhøjtidelig, hvis ikke ligefrem respektløs, overfor den kunst, der kom før dem.
Vi skal se på, hvordan De Unge Vilde forholdt sig til samtidens forestillinger om et kunstnerisk og verdenshistorisk nulpunkt: Handlede postmodernismens kunst alene om nostalgiske gentagelser? Og hvilken rolle kunne kunsten overhovedet spille i et værdipolitisk kompromis efter to verdenskrige?
Vi skal også diskutere De Unge Vildes tilgang til avantgardebevægelserne, som de på én gang stod på skuldrene af og på humoristisk vis gik langt for at distancere sig fra.
Kamma Overgaard Hansen er PhD i kunsthistorie og specialiseret i De Unge Vilde. Hun arbejder freelance som underviser, forsker og foredragsholder. Derudover er hun stifter af arbejdsmiljønetværket KULTURAM, medlem af Kulturens Analyseinstituts Rådgivende Panel og bestyrelsesmedlem i DM Fagforenings sektor for kultur og medier.