KUNSTVANDRING: I Kunstnernes fodspor i Sorø
Sorø Kunstmuseum
Storgade 9, 4180 Sorø
Tirsdag den 9. juni kan du komme med på en kunstvandring, hvor vi går på opdagelse i kunstnernes fodspor i Sorø. Turen starter på Sorø Kunstmuseum, hvorfra vi i samlet flok går rundt til udvalgte stop og hører historien om billedkunstnerens Sorø. Det bliver en tur fyldt med historie, kulturpersonligheder, natur og fortællinger fra livet på akademiet. Alt sammen set gennem kunstens øjne. Vi slutter gåturen på Sorø Kunstmuseum, hvor vi ser på udvalgte værker fra Sorø, som netop nu er udstillet i museets permanente samling. Turen afholdes af kunsthistoriker Ida Lehrmann Madsen som har skrevet bogen ’Sorø i kunsten’.
Beskrivelse
Program:
Kl. 15-17: Kunstvandring i Sorø med afslutning på museet. Selve gåturen tager cirka 1,5 time. Husk gode sko, da vi går cirka 2,5 km. i alt. Vi mødes på Sorø Kunstmuseum, hvor turen både starter og slutter.
Billetter:
Alm. billet inkl. entré til museet: 140 kr.
Klubbillet: 50 kr.
Mere om vandringen:
Sorø har en unik historie, hvor kunst, kultur og natur smelter sammen, og her spiller Sorø Kunstmuseum og Sorø Akademi en væsentlig rolle. Kunstmuseet blev i sin tid skabt på initiativ af gamle Soransk Samfund – gamle elever fra Sorø Akademi – og derfor har netop kunst fra Sorø og omegn altid haft en særlig plads på museet. Og Sorø Akademi har siden Christian d. 4’s tid haft en lang forhistorie med at ansætte billedkunstnere i rollen som tegnelærere, eller ridsmestre, som det oprindeligt hed. Derfor har der helt naturligt igennem tiden boet adskillige kunstnere i byen og lokket andre kunstnerkollegaer til.
Foto: Hans Harder: Digteren Ingemanns bolig ved Sorø Sø, 1855.